Nemmere adgang for cyklister er godt for forretningen

Vælger butikker at øge fokus på cyklister og gåendes transport- og parkeringsmuligheder, kan der være en mærkbar økonomisk gevinst. Dette gælder for den enkelte virksomhed og deres fokus på kundeadgang, men ligeledes på et større samfundsplan.

Hvis man som forretning gør det nemmere at parkere med cykel, så er der en god mulighed for at øge forretningens omsætning. Ifølge en rapport fra ECF (European Cyclists Federation), er der mange ting ved at være cykelvenlig, som kan gøre forretninger mere indtægtsrige. Prioriteringen af parkeringspladser er vigtig; hver kvadratmeter parkering sat af til cykler giver fem gange flere penge, end hver kvadratmeter sat af til bilparkering. Dette virker måske meget naturligt, da der for hver bilparkeringsplads kan være parkering for op til 15 cyklister i stedet.

Men, det er værd at tage med, at cyklister generelt også handler mere lokalt og er mere loyale kunder. Forhandlere undervurderer generelt købevilligheden hos cyklister, og overvurderer købevilligheden hos bilister. Så når der skal investeres i ny parkering ved en butik, er det værd at overveje, om der skal investeres i cykelparkering, i stedet for bilparkering.

Prioriteringen af parkeringspladser er vigtig; hver kvadratmeter parkering sat af til cykler giver fem gange flere penge, end hver kvadratmeter sat af til bilparkering.

Ikke bare den enkelte forretnings ansvar

Det er ikke altid op til den enkelte forretning, hvordan parkeringsforholdene er omkring forretningen. Har man butik på en travl hovedgade, er det ikke sikkert at man ejer grund til parkering. Her ligger opgaven i stedet hos kommunen, som her bør fokusere på at skabe bedre rammer for aktiv transport. Aktiv transport bliver fremmet, når der skabes bedre muligheder for fx cyklister og gående. Et studie fra London viser, at efter der var blevet lavet forbedringer af hovedgader i forskellige bydele, faldt antallet af ledige kommercielle lejemål med 58%. Disse forbedringer indebærer bl.a.: bedre mulighed for at sidde på bænke, flere grønne områder, mere ro, bedre muligheder for at kunne krydse vejen flere steder, m.m.

Hvis en gade forandres fra at være bilvenlig til at være venlig for aktive transportmidler, bliver der mere end kompenseret for manglen af kunder med biltransport. I London blev butikstætheden forøget med 17% og værdien af butikslejemålene steg med 7,5%, efter at der var indført forbedringer for cyklende, gående, og andre former for aktiv transport. Det kan derfor være gavnligt ikke bare for den enkelte virksomhed, men for butiksmiljøet generelt at fokusere mere på aktiv transport, i stedet for et ensidigt blik på bilismen.

Hvis en gade forandres fra at være bilvenlig til at være venlig for aktive transportmidler, bliver der mere end kompenseret for manglen af kunder med biltransport.

Både for kunder og ansatte

Forbedringer ift. aktiv transport kan også føre til bedre fastholdelse af medarbejdere. Et studie lavet i samarbejde med University of Birmingham viser, at hvis en arbejdsplads er cykelvenlig, så øges fastholdelsen af medarbejdere. Medarbejdere har nemmere adgang til fordele på jobbet, og medarbejdere, som cykler hyppigt. Ifølge studiet har medarbejdere, som hyppigt cykler, gennemsnitligt 1 sygedag mindre om året. Anden forskning (Jens Troelsen, Professor og forskningsleder for forskningsenheden Active Living, ved ”Den Nationale Cykelkonference 2020”) viser, at medarbejdere der skifter fra passiv til aktiv transport, sparer i snit 5 sygedage om året.

Fokus på cyklisme kan hjælpe virksomheder på andre punkter. Hvis en virksomhed ofte leverer lettere varer på korte distancer, kan et skift til ladcykler (evt. el-ladcykler), give en besparelse på mellem 39% og 64% sammenlignet med varebiler. Dette skyldes bl.a. at varelevering med ladcykler ikke er bundet op på kvalificeret varebils-arbejdskraft. Det er dermed ikke kun kunderne, det bliver bedre for, hvis man vælger at fokusere mere på den aktive transport, men også virksomhedens egen infrastruktur.

Kun fordele?

Alt i alt kan det virke som om, det kun kan give fordele at sætte et bredere fokus på cyklingen og den aktive transport. Det skal dog nævnes at nogle af studierne også peger på, at en bedre infrastruktur til aktiv transport, kan lede til kommercielle huslejestigninger. Samme rapport konkluderer dog, at de fordele som ellers opnås med samme forbedringer af infrastruktur, vejer væsentligt tungere end de huslejestigninger, som kan forekomme.

Kilder

Europeran Cyclists' Federation (2018): The Benefits of Cycling.

M. Carmona, et. Al. (2017): Street Appeal: The Value of Street Improvements.

Rajé, F., Saffrey, A. (2016): The Value of Cycling.

Garrett, A.: Cykling og indkøb. Cykelambassaden.

Skatteincitamenter og cykling

Data på tværs af Europæiske lande viser, at skatteincitamenter tilskynder medarbejdere til at cykle til arbejde.

Læs om skatteincitamenter fra flere lande

For virksomheden

Sundhed for den enkelte hænger uløseligt sammen med en virksomheds sundhed. For hvis medarbejdere mistrives, mangler energi og motivation, er ofte syge eller stressede, så går det ud over virksomheden som helhed.

Læs mere

Faciliteter på din arbejdsplads

I artiklen her kommer vi med inspiration til, hvordan I kan gøre jeres arbejdsplads mere cykelvenlig ved at tilbyde gode fysiske rammer.

Gå til artiklen