VM Tarm giver medarbejderne cykelbonus

Hos tankvognsproducenten VM Tarm i Ringkøbing-Skjern Kommune er der kontante fordele ved at vælge cyklen. Medarbejderne får nemlig en økonomisk bonus, hvis de cykler eller går på arbejde. Og det motiverer til vaneskift.

Her fortæller administrerende direktør Holger Ross Lauritsen om, hvordan en sjov ide resulterede i opbakning blandt medarbejderne og national opmærksomhed.

Hvad går jeres indsats ud på?

Vi giver medarbejderne en økonomisk bonus, hvis de vælger at cykle på arbejde. Bonussen er på 2000. kr. Hvis man skal opnå bonussen, skal man i løbet af et år have cyklet på arbejde mindst 100 gange eller så mange gange, at man samlet har cyklet mindst 300 km. Det samme gælder, hvis man går på arbejde mindst 100 gange.

Vi har også fået en del ansøgninger fra folk, der havde hørt om os pga. vores cykelbonus, og som på den baggrund tænkte, at VM Tarm måtte være et godt sted at arbejde

Hvad ønskede I at opnå?

Vi ønskede at få flere folk til at cykle på arbejde. Vi har mange ansatte i lokalområdet, som sagtens kunne cykle. Så vi vil gerne lave en kulturændring, hvor det bliver sejt at cykle. Vores initiativ gør dette ved på den ene side at tale til folks pengepung på den anden side ved at tale til fællesskabs- og konkurrencekulturen. Det bliver nemlig hver uge offentliggjort internt, hvilke medarbejdere der har cyklet længst.

Hvad har indsatsen kostet?

Det første år har 36 medarbejdere opnået bonussen, og dermed har ordningen kostet os 72.000 kr. Men vi fortsætter ordningen, og det kan sagtens blive dyrere næste år.

Hvilken effekt har indsatsen haft?

Flere medarbejdere er helt sikkert begyndt at cykle. Sammen har de tilmeldte cyklet 36.000 km. Vi har dog ikke data på, hvor mange der cyklede før, så vi kan desværre ikke sammenligne det. Desuden er der opstået en kultur om det, hvor man snakker meget sammen om, hvor langt de forskellige har cyklet osv. Endelig er der for nogle medarbejdere gået konkurrence i det.

Hvordan har medarbejderne modtaget indsatsen?

Meget positivt. Vi har også fået en del ansøgninger fra folk, der havde hørt om os pga. vores cykelbonus, og som på den baggrund tænkte, at VM Tarm måtte være et godt sted at arbejde. Det skal ses i lyset af, at det for tiden er vanskeligt at få nye medarbejdere, især i vores område og i vores branche.

Hvad har overrasket jer?

Det har overrasket os, at initiativet har givet virksomheden så god omtale, både lokalt og nationalt. Blandt andet har vi jo modtaget cykelinitativprisen fra Dansk Industri, Transportministeriet og Cyklistforbundet. I virkeligheden var det jo bare en sjov ide, vi fik, og som ikke koster alverden i betragtning af, hvor meget omtale det har skabt.

Læs mere om Årets Cykelinitiativpris 2021 her.

Hvad er jeres bedste råd til andre, der skal i gang?

Det fremmer sagen, hvis direktørerne og mellemlederne går foran og selv cykler på arbejde i stedet for at køre i en stor benzinsluger.

Hvilke andre cykelinitiativer har I lavet?

Vi har etableret ekstra cykelskure. Vi laver mountainbike-ture for medarbejdere i fritiden og har cykeltøj med VM Tarm-logo. Og så betaler vi medarbejdernes deltagelse i sports-cykelture. Vi er desuden ved at undersøge, hvordan vi generelt kan fremme cyklismen i lokalområdet, evt. i samarbejde med en lokal skole.

Læs også

Hvad virker godt?

Bliv klogere på hvordan I kan styrke cykling i jeres virksomhed og opnå de store fordele, der er ved at flytte medarbejdere og opgaver fra bil til cykel.

Gå til oversigten

Rambøll vil mindske CO2 og øge sundheden

Da Rambølls hovedkontor skulle flytte fra Virum til Ørestad, blev cyklerne tænkt med helt fra starten.

Læs mere